dog-banner

Fødselstidspunkt

Det kan være svært at beregne det nøjagtige fødselstidspunkt, men nogle dyrlæger kan ud fra ultralydsscanning forudsige datoen ret nøjagtigt. I de sidste 2-3 dage før fødslen begynder den drægtige hund at blive rastløs og vil ”bygge rede”. Hun skal helst være introduceret til hvalpekassen før dette tidspunkt. Stil hvalpekassen et roligt sted i huset, så fødslen kan foregå i rolige omgivelser.

Læs mere om hvalpekassen her

Temperaturen falder

Som en rettesnor for fødselstidspunkt kan du bruge den drægtige hunds temperatur. Ca. 1 døgn før fødslen falder hendes temperatur ca. 1 grad, hvorefter den stiger til normal igen før fødslen. For at kende præcis din hunds normaltemperatur er det en god idé at tage hendes temperatur i endetarmen et par gange dagligt i ugerne op til fødslen. Notér målingerne, og hvis du ser et fald på 1 grad, er det tæt på. Det gælder dog ikke i alle tilfælde.

Det er ikke usædvanligt at den drægtige hund spiser mindre eller slet intet i de sidste dage op til fødslen.

I disse dage skal du være meget opmærksom på tæven. Vær hos hende, også selvom hun bare bliver luftet i haven, som er indhegnet. Hun vil være så optaget af at bygge rede, at hun kan finde på at gemme sig et sted, hvor du ikke kan finde hende – fx i et hul i jorden eller i en smal sprække bag udhuset.

pets