dog-banner

Hunden med på udlandsrejse

Hvis din hund skal med ud at rejse, kræver det en del forberedelser. Du har selv pligt til at sørge for at alle regler er overholdt – både i det land du rejser til, og når du skal tilbage til Danmark. Reglerne for rejse med dyr findes for at beskytte dyr og mennesker mod parasitter og smitsomme sygdomme, som hunden kan smittes med på rejsen og tage med hjem.

Ved rejse med hund og kat skal man være opmærksom på, at der er regler for såvel udførsel fra som indførsel til Danmark.

Det kan godt betale sig at undersøge både ud- og indførselskrav allerede inden rejsen planlægges. I de fleste EU-lande gælder ens regler for indførsel for hunde, katte og fritter, der er personledsagede.

Mærkning

For både udførsel og indførsel gælder, at dyret skal være id-mærket med mikrochip.

For dyr mærket før 3. juli 2011 vil også tatovering være gyldig, såfremt den er letlæselig.

Rabiesvaccination

Det er vigtigt, at dyret har en gyldig rabiesvaccination. Vaccinationen skal være mindst 21 dage gammel, medmindre der er tale om en revaccination inden for tidligere vaccines gyldighedsperiode. Vaccinationen skal være foretaget efter id-mærkning af dyret, for at være gyldig.

Pas

Kæledyret skal have et blåt EU pas med id–nummer og vaccinationer. Passet skal være underskrevet og stemplet af praktiserende dyrlæge.

Lande uden for Europa kan have meget forskellige rejseregler, og man bør undersøge kravene i god tid inden afrejse. På Fødevarestyrelsens hjemmeside: www.foedevarestyrelsen.dk kan reglerne for ind- og udrejse med kæledyr til og fra de fleste lande ses. Ellers bør den danske ambassade i det pågældende land eller det pågældende lands ambassade i Danmark kontaktes i god tid før rejsen, for at få information om gældende rejseregler.

Transport af hunde og katte

Ved transport af hunde og katte bør der naturligvis tages hensyn til dyrets velbefindende samt resten af passagerernes sikkerhed.

Ved transport i bil bør dyret anbringes i en egnet transportkasse eller, for hundes vedkommende, med en godkendt sikkerhedssele. Der bør være mulighed for luft, vand og for at tisse og besørge undervejs med rimelige intervaller.

Ved transport med kollektive transportformer bør det pågældende trafikselskab kontaktes for information om kravene til dyret og transportkassen.

Det kan være en stor omvæltning for en hund eller kat at blive sat i en transportkasse og udsat for ukendte bevægelser, lyde, synsindtryk og lugte. Det er ofte en hjælp, hvis dyret på forhånd er vænnet til transportkassen og har et kendt tæppe med sig.

Der er gode informationer at finde på Fødevarestyrelsens hjemmeside:

www.foedevarestyrelsen.dk/Dyr/Rejse_med_kaeledyr/Sider/Rejse_med_kaeledyr.aspx

dogs-travels