dog-banner

Flåter og flåtbeskyttelse

Den mest almindelige flåt i Danmark er skovflåten (Ixodes ricinus). Flåten er ikke et insekt, men en blodsugende mide – en slags spindler som lever af blod fra f.eks. hunde og mennesker.

Skovflåten finder du i fugtige og skyggefulde miljøer, og fremfor alt i områder med halvhøjt græs og nær vand. Flåtens spyt er lokalbedøvende, så det er smertefrit at blive bidt af en flåt. Den tid som flåten sidder fastbidt, afhænger af hvilket livsstadie flåten befinder sig i. Flåten har fire livsstadier; æg, larve, nymfe og voksen. Det kræver et blodmåltid at gå fra larve til nymfe, og fra nymfe til voksen. Larverne suger blod i 3-5 dage, mens de voksne suger blod i en uge eller mere, hvis de får lov til at blive siddende.

Flåtsæson

Flåterne er aktive så snart temperaturen overstiger 5 grader. Ved en mild vinter begynder flåtsæsonen derfor i det tidlige forår og varer til langt ud på efteråret.

Jagthunde og hunde som bor på landet, udsættes ofte for flåter specielt i områder med meget vildt. Hunde der bor i byer kan dog også få flåter, hvis de luftes i parker, skove og i haver.

Tjek for flåter hver dag

I flåtsæsonen bør du tjekke din hund – og dig selv – for flåter hver dag, hvis I færdes steder, hvor der er flåter. Hvis du finder en flåt, skal du fjerne den med det samme. Anvend en flåt-tang og træk flåten af uden at dreje den rundt først eller smøre noget på den.

Flåtbeskyttelse

Der findes mange midler, der kan beskytte din hund mod flåter; f.eks. tyggetabletter, halsbånd og pipetter, der dryppes på huden. Nogle af midlerne har en langvarig effekt, mens andre har en kortere effekt. Nogle kan vaskes af, andre kan ikke, og det kan have betydning, hvis din hund svømmer eller vaskes ofte. Det er en god idé at rådføre sig med dyreklinikken om hvilken løsning, der passer bedst til din hund.

Thermometer