Hvordan gør jeg?

Det er let at socialisere en hvalp – det skal bare gøres! Hvalpe har brug for at møde en masse mennesker, andre dyr og opleve forskellige situationer i løbet af deres første leveår, især i den følsomme periode indtil 12-16 ugers alderen, dog uden at overvælde hvalpen.

Ideelt set starter socialiseringen hos opdrætteren. Hvis du ejer en hvalp, der blev opdrættet i et stille hjem, eller endnu værre, i en kennel eller en lade med sparsom kontakt til mennesker og et ensformigt miljø, så må du arbejde ekstra hårdt så tidligt som muligt for at kompensere for den tabte socialiseringstid.

Hvornår og hvordan kan socialisering begynde

For en hvilken som helst hvalp, kan du begynde straks du får den. Arranger at din hvalp får flere nye oplevelser hver dag, men husk samtidig at sørge for fred og ro indimellem, så det ikke bliver for voldsomt.

Tag din hvalp med dig så ofte som muligt, dog uden at overvælde den og sørg for at beskytte den mod smitsomme sygdomme (se senere). Efterhånden som hvalpen bliver ældre, kan den klare flere og længere møder og oplevelser.

Sørg for at alle møder og oplevelser bliver behagelige for din hvalp. Forsyn fremmede mennesker med lækre godbidder, som de kan give hvalpen. Lad dem også lege med hvalpen med dens yndlingslegetøj.

Hvis din hvalp virker overvældet eller utryg, så giv den mere tid og rum til at gøre tingene i sit eget tempo.

Tænk fremad og prøv at undgå ubehagelige oplevelser. Planlæg møder og oplevelser, så udfaldet bliver positivt for hvalpen. Husk at unge hvalpe hurtigt bliver trætte, så gør udfordringerne korte og behagelige.

Vaccination og socialisering

Hvalpe får beskyttelse mod mange sygdomme gennem deres mor, men denne beskyttelse aftager med tiden, og skal erstattes med beskyttelse fra vaccinationer. Med nogle vacciner kan man vaccinere hvalpen i en tidlig alder, allerede fra 8 uger eller tidligere. Din dyrlæge kan give dig gode råd om at planlægge vaccinationerne i forhold til en god og sikker socialisering af hvalpen.

Hvalpen kan vaccineres straks du får den hjem, hvis den ikke allerede er blevet vaccineret første gang hos opdrætteren. Tidlig vaccination er en fordel, idet enhver isolation i denne alder “stjæler” værdifuld tid fra socialiseringen.

Indtil din hvalp er færdigvaccineret må den:

  • Ikke være sammen med uvaccinerede hunde
  • Ikke færdes i områder, hvor der kommer mange andre hunde (parker, hundeskove, træningspladser etc.)

Hvalpetræning

Til hvalpetræning vil du få masser af gode råd og hjælp til træning af hvalpen og mulighed for at vedligeholde socialiseringen.

Hvalpetræning skal være sjovt og lærerigt for både dig og din hvalp. Det er en god idé først at overvære en træning uden hvalp, for at se om du bryder dig om trænerens metoder.

Meld dig kun til hvalpetræning, hvis de benytter sig af venlige og positive metoder til at lære dig og din hvalp nye ting.

Socialiseringsskema

Et socialiseringsskema vil hjælpe dig med at holde styr på din hvalps oplevelser, og holde dig til ilden med at introducere så mange relevante ting og oplevelser som muligt, for at få en velafbalanceret hund. Download socialiseringsskemaet ved at klikke på billedet.

Cartoon-dog

Mennesker - voksne og børn
Hvalpe har brug for at opleve behagelige møder med mange typer af mennesker og børn i forskellige aldre hver dag. Sørg for at hvalpen også møder personalet på dyreklinikken og postbuddet. Jo flere mennesker din hvalp møder og får gode oplevelser med, desto mere tolerant og venlig vil den blive.

Andre hunde og hvalpe
Hvalpe har brug for at lege med andre hunde og hvalpe. Sørg for at din hvalp ikke føler sig overvældet. Hvis hvalpen har brug for det, kan du sætte dig på hug, så hvalpen har en sikker base at vende tilbage til under legen. Sørg for at hvalpen kun møder venlige, sociale hunde. Afbryd enhver adfærd som du ikke ønsker at hvalpen skal udvise overfor andre hunde som voksen.
Meld dig til hvalpetræning et godt sted (se senere), hvor hvalpen kan lære at omgås hunde af andre racer og temperamenter.

Forskellige oplevelser/omgivelser
Tag din hvalp med til steder hvor den kan opleve trafik, menneskemængder, by og land. Hvalpen skal også lære at køre i bil, og måske også tog og bus, hvis du ønsker, at hvalpen skal kunne det som voksen.
Forestil dig hvordan det føles at være lille og sårbar, og sørg for at hvalpen ikke bliver overvældet af udfordringerne. Det er vigtigt at udfordringerne tages med små skridt og gøres sværere, efterhånden som hvalpen er klar til det.

Katte, heste, og andre dyr
Hvalpe skal også møde andre dyr end hunde. Hold din hvalp i snor, så du forhindrer den i at lære at jage eller forulempe andre dyr.