Aktuelle sygdomme ved rejse til udlandet

Hvis du rejser med din hunden, er der flere ting du skal tænke på, f.eks. sygdomsbærende insekter, orm samt andre flåter end den hjemlige skovflåt. Spørg altid din dyrlæge til råds før rejsen.

Rabies

Rabies er en zoonose, dvs. en sygdom som smitter mellem dyr og mennesker. Rabies kaldes også for hundegalskab og forårsages af et virus. Sygdommen er dødelig og alle varmblodede dyr (inkl. mennesker) kan smittes. Smitten overføres via spyt, ofte ved at man bliver bidt af et smittet dyr. Smitte kan også i sjældne tilfælde ske ved at en hund slikker på beskadiget hud. I Europa findes smitten først og fremmest hos ræv, mår og flagermus.

Syge dyr og mennesker gennemgår forfærdelige lidelser, inden de dør af sygdommen, som ikke er mulig at helbrede.

I Danmark forekommer rabies meget sjældent, og inden for de sidste mange år er rabies kun diagnosticeret hos flagermus, og i et enkelt tilfælde hos får.

For at undgå de frygtede rabiesudbrud er det lovpligtigt at rabiesvaccinere sin hund eller kat, før man rejser ind i Danmark og andre europæiske lande.

I mange udviklingslande er situationen en helt anden. Alene i Afrika dør mange tusinde mennesker årligt af sygdommen, og de fleste af dem er børn. Børnene er især udsatte pga. deres tætte kontakt til hundene, samt det faktum at bidskader i hoved- og nakkeregion er særligt risikofyldte i forbindelse med bid fra rabiessygedyr.

Nogle lande regnes for rabiesfrie, men rabies findes på alle kontinenter. I hele verden dør 30.000-70.000 mennesker hvert år af sygdommen.

Vaccination af dyr giver god beskyttelse. Tag kontakt med din dyrlæge i god tid, hvis du planlægger at rejse med din hund.

Kampen mod rabies

Afya Serengeti betyder ”Sundhed til Serengeti” på Swahili, og er et forskningsbaseret projekt, som støttes af MSD Animal Health i samarbejde med en række dyreklinikker.

Målet med projektet er at forebygge og kontrollere rabiesudbrud i Serengeti. Der er lavet en vaccinationszone omkring Serengeti Nationalparken med deciderede vaccinationsklinikker. Her kan hundeejere komme med deres hunde, som registreres, vaccineres og udstyres med et plasthalsbånd, som viser, at de er beskyttet mod rabies.

Allerede i projektets tredje år (2011) var antallet af mennesker, som havde behov for lægehjælp efter bid af rabiessyge hunde, faldet med mere end 90%. Samtidig er det lykkedes at udrydde rabies i Serengeti National Park og det tilstødende Ngorongoro distrikt.

Læs mere på: www.afya.org.

Rævens dværgbændelorm

Denne parasit findes i forvejen i nogle dele af Danmark, og er vidt udbredt andre steder i Europa. I parasittens livscyklus indgår både hovedværter (hund og ræv) og mellemværter (små gnavere). Den voksne orm holder til i hovedværten, mens æggene udvikles til larver i mellemværten.

Hunden eller ræven smittes ved at spise smittede små gnavere. Bændelormen udvikles i hundens tarm og udskiller æg med hundeafføringen. Hovedværterne bliver ikke syge. Katte kan også smittes, men det er meget sjældent. Æggene smitter mellemværter, som også kan være mennesker. I mellemværterne udvikles cyster i de indre organer og dette kan være voldsomt sygdomsfremkaldende.

Smitte til mennesker sker via smittede dyrs afføring. Mennesker kan smittes ved at spise f.eks. bær med smitte på, men også ved at klappe og kæle med en smittet hund, idet der kan være æg på hundens pels. Parasitten kan forårsage alvorlige leverproblemer hos mennesker.

Hunde kan behandles med ormekur. Spørg din dyrlæge til råds.

Leishmaniose

Ved rejse til Sydeuropa bør din hund beskyttes mod leishmaniose. Denne sygdom spredes via den tusmørke- og nataktive sandflue. Leishmaniose forårsager ofte alvorlig og dødelig sygdom hos hunde. Forskellige sygdomstegn kan ses f.eks. kraftige, livstruende blødninger fra næsen, led- og muskelsmerter, afmagring, hudforandringer samt lever- og nyreskader. Inkubationstiden er i mange tilfælde lang og kan vare i måneder til år. Ofte anbefales aflivning af syge hunde. Mennesker kan også få leishmaniose.

Hunde kan beskyttes ved at anvende afskrækkende midler eller ved vaccination. Spørg din dyrlæge til råds.

Tropisk hjerteorm

I Danmark har den franske hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) vundet indpas, men hvis I skal sydpå skal du også tænke på den tropiske hjerteorm (Dirofilaria immitis), som spredes via myg. De voksne orm sætter sig i hundens blodårer i lungerne og forårsager skader i hjerte og lunger.

I Sydeuropa og andre steder i verden behandles hunde forebyggende mod den tropiske hjerteorm med bestemte ormemidler.

Den brune hundeflåt

Ved udlandsrejse sydpå skal du bl.a. være opmærksom på den brune hundeflåt (Rhipicephalus sanguineus). Denne flåt trives i modsætning til skovflåten indendørs, hvor den kan formere sig i stort antal og derfor er den ikke ønskværdig at få slæbt med hjem. Den brune hundeflåt kan sprede sygdomme som babesiose, hepatozoonose og monocytær ehrlichiose. Flåtmidler der bruges mod skovflåter, kan sædvanligvis bruges mod den brune hundeflåt også. Spørg din dyrlæge til råds.

dog-vet